Log på

EMA til Danmark er en gevinst for alle

Koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen

Glæden over, at regeringen nu officielt har indgivet ansøgning om at huse EMA efter Brexit, blev i de danske medier for en kort stund overskygget af politiske drillerier om, hvorvidt det nu også kan betale sig for Danmark at investere de mange penge i at finansiere huslejen for den europæiske institution.

I Lif er koncernchef Ida Sofie Jensen ikke i tvivl:

"Set fra life science branchen er første prioritet et stærkt og velfungerende EMA og en smidig overflytning. Det mener vi, at Danmark har de bedste forudsætninger for at realisere. Men fordelene ved et EMA i København rækker længere, hvilket ansøgninger fra ikke færre end 19 lande vidner om. At huse EMA vil nemlig have enormt mange fordele for mange dele af samfundet. Og selv om man ikke kan sætte tal på den slags, så er der ingen tvivl om, at det også for Danmark - og især den danske life science branche - vil være en gevinst at få EMA til København," siger hun.

Og det synspunkt får opbakning fra Susana Borrás, der er professor i innovation og governance ved CBS:

"Der er tale om et meget centralt og vigtigt agentur i EU. Det er et agentur, som tiltrækker nogle højværdi-arbejdspladser til den by, hvor det kommer til at ligge. Og det er klart, at det vil skabe meget mere dynamik i lægemiddelindustrien og lægemiddelforskningen. Så det er et meget attraktivt agentur," understreger hun.

"Det siger sig selv, at 900 veluddannede internationale medarbejdere og deres familier vil generere aktivitet. Hoteller og restauranter vil opleve flere gæster, og det vil smitte af på Danmark som turistland. Det er indlysende," tilføjer Ida Sofie Jensen.

Men der er meget mere synergi at hente i life science branchen, påpeger hun:

"Hele life science klyngen vil blive en endnu kraftigere magnet, som vil tiltrække yderligere talent og investeringer. Dette vil have enorme fordele for Danmark, både direkte og indirekte. Ved at huse EMA, vil det lægemiddelfaglige centrum i Europa naturligt blive flyttet til Danmark og få stor betydning for de forskende virksomheder, universiteterne og de offentlige myndigheder, der alle vil få styrket den faglige base. Og af mere direkte betydning for væksten, så vil EMA sætte Danmark på verdenskortet, når globale life science virksomheder skal placere nordiske eller europæiske hovedsæder. Udover et samlet kvalitetsløft til hele sektoren, vil dette også medføre mange arbejdspladser, både direkte og afledte," understreger Ida Sofie Jensen.


Citat

Hele life science klyngen vil blive en endnu kraftigere magnet, som vil tiltrække yderligere talent og investeringer. Dette vil have enorme fordele for Danmark, både direkte og indirekte. Ved at huse EMA, vil det lægemiddelfaglige centrum i Europa naturligt blive flyttet til Danmark og få stor betydning for de forskende virksomheder, universiteterne og de offentlige myndigheder, der alle vil få styrket den faglige base.
Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif.