Log på

Ny internationaliseringsstrategi skal styrke dansk life science


Regeringens internationaliseringsstrategi vil styrke den danske life science-branche og komme danske patienter til gode, lyder det fra Ida Sofie Jensen.


Regeringen har i dag offentliggjort sin såkaldte internationaliseringsstrategi, der samler en række tiltag, der over de kommende år skal styrke den danske life science-branche og ikke mindst den danske life science-eksport yderligere.​

Strategien, der er koncentreret om syv indsatsområder vil både styrke danske virksomheders internationale vækstpotentiale inden for sundhed og life science og også komme danske patienter til gode i form af mere viden og innovation, lyder det fra Lægemiddelindustriforeningens koncernchef Ida Sofie Jensen, der hilser strategien velkommen:

”Eksporten for life science og lægemidler har aldrig været større end nu, og det bliver ved med at vokse. Sidste år ramte lægemidler 100 mia. kr. i samlet eksport, så det er yderst positivt, at regeringen skaber grobund for at fremme patienters adgang til nye og innovative lægemidler og sundhedsløsninger i hele verden,” lyder det fra koncernchefen.  

Et af de syv fokusområder i strategien er samarbejdsprojekter med udenlandske sundhedsmyndigheder, som løbende kan bidrage til en øget indsigt i lovgivning og politikker på eksportmarkeder, samtidig med at partnerlandets kendskab til danske løsninger styrkes til gavn for virksomhederne. Det er en rigtig strategi, vurderer Ida Sofie Jensen: 

”Når regeringen sætter yderligere fokus på samarbejder mellem danske og udenlandske sundhedsmyndigheder, bliver den danske life science-industri styrket. Myndighedsdialog skaber opmærksomhed om danske løsninger og giver både myndigheder og virksomheder et bedre indblik i de rammevilkår, der er andre steder i verden. Det kan allerede ses gennem det arbejde, der er skabt med de kinesiske myndigheder,” forklarer hun.



Kontakt

Gitte Skovlund Schmidt
Tlf +45 4113 4623

Kommunikationschef

gss@lif.dk