Log på

Nyt footprint: life science bidrager massivt til dansk vækst og velfærd


Erhvervsministeriet har i dag offentliggjort en ny analyse af life science-industriens økonomiske footprint i Danmark.

​Hovedkonklusionen? Danmarks life science-industri er robust og stærk og skaber med sin eksport, investeringer, skatteindbetalinger og arbejdspladser kontinuerlig værdi for Danmark. 

”Man skal kende Lif meget dårligt for ikke at have hørt os fortælle om Danmarks stærke og sunde life science-industri. Men jeg må bare konstatere, at Erhvervsministeriets footprint bekræfter, hvad vi har gået og sagt de sidste mange år: at vores industri bidrager markant til Danmarks vækst og velfærd, og at er et lysende eksempel på, at de to ting sagtens kan gå hånd i hånd,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen. 

Footprintanalysen bliver fremlagt af erhvervsminister Simon Kollerup i dag i DI og viser blandt andet, at beskæftigelsen i life science er vokset med hele 18 procent siden 2008. 

”Den direkte beskæftigelse i dansk life science skaber ikke bare værdi for industrien, men laver også ringe i vandet hos andre erhverv. Tal fra Copenhagen Capacity viser faktisk, at ét job i life science-industrien skaber 2,5 jobs hos underleverandører og via de ansattes forbrug. På den måde skaber life science arbejdspladser til langt over 100.000 personer i Danmark. Det siger jeg ikke for at prale, men for at understrege at vi har en life science-industri, der lægger guldæg i form af vækst og velfærd for hele Danmark - og den skal vi passe rigtig godt på,” lyder det fra koncernchefen. 

For vores styrkeposition indenfor life science er ikke kommet af sig selv, understreger Ida Sofie Jensen. Hun peger på, at den slags kræver en langsigtet og dedikeret indsats. En indsats som starter med forskning og udvikling. 

”Der skal først og fremmest lyde en stor ros til regeringen for ikke at ville spare på forskningen på trods af det forventede fald i BNP i 2021. For ligesom de ringe i vandet som beskæftigelsen skaber, så er Danmarks egne investeringer i forskning – særligt sundhedsforskning – en forudsætning for at life science-virksomhederne vælger at lægge deres FoU-investeringer her. Og derfra går der en lige linje til ny, innovativ medicin, til de bedst mulige sundhedsløsninger og mest effektive behandlinger til patienterne.”
 

Udvalgte nøgletal

​1518 life science-virksomheder i Danmark

Eksport på 142 mia. kr.

Beskæftigelse på 47.500

Udenlandske life science-investeringer på 34 mia. kr.

Værditilvæksten er steget med 127 procent siden 2008

Reduceret CO2-udledningen med 70 procent siden 1996






Download

Life science-industriens økonomiske fodaftryk

Kontakt

Ida Sofie Jensen
Tlf +45 3927 6060

Koncernchef

info@lif.dk
Kontakt

Kasper Lindgaard
Tlf +45 2257 2159

Head of Life Science

kli@lif.dk